Fremstilling af emner i stål, rustfrit stål, messing mm.
CNC-drejning er en højeffektiv bearbejdningsmetode, der resulterer i meget præcise og ensartede emner.
CNC-drejning er en spåntagende bearbejdningsproces, hvor der tages spåner af emnet ifm. formgivningen. Andre spåntagende bearbejdningsprocesser inkluderer bl.a. fræsning og boring. CNC-drejning er en velegnet bearbejdningsmetode til formgivning af specialemner i de fleste former for metal samt i plast mm.
CNC-drejning kan anvendes til produktion af både store og små emner og ifm. de gængse drejemetoder, f.eks. langdrejning, konusdrejning, profildrejning og gevinddrejning. CNC-drejning kan desuden anvendes til fremstilling af prototyper og små produktserier såvel som mellemstore/store serier alt efter emnetype og leverandør.
Hvad er CNC-drejning?
”CNC” står for ”computer numerical control”. CNC-drejning er altså en bearbejdningsmetode, hvor drejebænkens bevægelser kontrolleres af et computerprogram.
CNC-teknologien er bredt anvendt i metalbearbejdningsindustrien og har længe været anvendt til at effektivisere fremstillingen af specialemner. CNC-styring er som standard integreret i de fleste nyere drejebænke, fræse- og stansemaskiner mm.
Ved CNC-drejning forprogrammeres drejebænken ved hjælp af en tegning/fil, f.eks. en CAD-fil, der giver computerprogrammet informationer om emnet form og dimensioner. Der indtastes også supplerende oplysninger om f.eks. materialet eller værktøjet, man ønsker at anvende.
Herefter styres det skærende værktøj nu af computeren. CNC-drejningen er altså stort set helt automatiseret, og maskinen finder selv den mest effektive og hurtige metode til at opnå den ønskede form.
Få en pris på dine CNC-drejede emner på få minutter
Med Realtime Manufacturing Services fra Bossard får du en pris og leveringstid på dine dreje- og fræseemner på få minutter.
- Konkurrencedygtige priser
- Altid høj kvalitet
- Enkle og komplekse emner
- Leveret til tiden
Læs mere her
Drejeprocessen
Ved drejning reduceres radius af f.eks. stangmateriale, indtil emnet har den ønskede form. CNC-drejning er, som tidligere beskrevet, en spåntagende bearbejdningsproces. Det vil sige, at der tages spåner/dele af materiale af ved hjælp af et skærende værktøj – ved CNC-drejning er dette et drejeskær.
Emnet spændes op på en hovedspindel og roteres ved høj hastighed. Drejeskæret spændes nu mod det roterende emne og skærer spåner af. Dette er muligt, fordi drejeskæret er fremstillet i et hårdere materiale end emnet.
Der er forskellige metoder for drejning, der anvendes til forskellige typer formgivning:
- Langdrejning: Der skæres langs emnets akse (på ydersiden), og emnets radius reduceres i en retlinet bevægelse.
- Profildrejning: Der skæres ligeledes langs emnets akse, men bevægelsen er ikke retlinet, der gribes ind i emnet og skabes en unik profil.
- Plandrejning: Der skæres radialt (for enden af emnet) ind mod centrum af emnet i en retlinet bevægelse.
- Konusdrejning: Der skæres langs emnets akse, og emnet formgives med en jævnt stigende eller faldende diameter (en kegleform).
- Gevinddrejning: Med et særligt skærehoved skæres der et gevind på et cylindrisk emne, f.eks. et rør, en tap eller en stang.
CNC-drejning sker på CNC-drejebænke eller i moderne bearbejdningscentre, hvor flere forskellige slags bearbejdninger kan udføres i samme opspænding, f.eks. drejning, fræsning og boring.
Materialer der kan bearbejdes ved CNC-drejning
- Stål og stållegeringer
- Rustfrit stål
- Aluminium
- Kobber
- Messing
- Støbejern
- Hærdet stål
- Superlegeringer (baseret på nikkel, jern, kobolt, titan)
Eksempler på emner fremstillet ved CNC-drejning
CNC-drejning anvendes til fremstilling af symmetriske emner i mange forskellige udformninger og størrelser. Bearbejdningsmetoden kan anvendes til komplekse emner med mange detaljer eller mere enkelt udformede emner. Eksempler på disse er:
- Symmetriske maskinkomponenter
- Aksler
- Kugler
- Valser
- Cylindre og cylinderføringer
- Hjul
- Gevind på cylindriske komponenter
Sourcing af CNC-drejede emner på det globale marked
Når man skal indkøbe CNC-drejeemner, så har man overordnet set 2 muligheder: Indkøbe emnerne hos en lokal producent eller på det globale marked.
Outsourcing af produktion til Østeuropa eller østen er for mange en attraktiv mulighed, men det kan være svært at finde ud af, hvordan man kommer i gang. Der er store kulturelle forskelle på en dansk virksomhed og en kinesisk, der er en sprogbarriere, og man bør overveje mange aspekter, f.eks. levering og kvalitetssikring mm.
Vi har skrevet en gratis guide til dig, der gerne vil vide mere om, hvordan man kommer i gang med at indkøbe CNC-drejede emner og andre former for specialemner på det globale marked.
Hvem er Bossard?
Bossard er en global grossist og lokal specialist inden for befæstelse, bearbejdede emner, logistikløsninger og ingeniørrådgivning til den danske industri.
Vi rådgiver, indkøber og distribuerer komponenter til omkring 2.000 skandinaviske produktions- og industrivirksomheder.
→ Kontakt os her